Omsorg Sjælland vinder udbud i Gribskov Kommune
Omsorg Sjælland har vundet udbud om helhedspleje og delegerede sundhedsydelser i Gribskov Kommune. Fra 1. marts 2027 kan kommunens borgere derfor vælge Omsorg Sjælland som privat leverandør af hjemmepleje.
Når kalenderen viser 1. marts 2027, kan borgere i Gribskov Kommune, der modtager hjælp efter serviceloven og ældreloven, vælge Omsorg Sjælland som deres faste leverandør af hjemmepleje.
”Jeg er stolt og glad for, at vi er blevet valgt som leverandør. Vi har længe set Gribskov som et godt match. Udbuddet havde et tydeligt fokus på kvalitet, samarbejde og helhedspleje, som passer godt til vores DNA. For os handler god hjemmepleje om høj faglighed, kontinuitet og trygge relationer til den enkelte borger,” siger områdedirektør i Omsorg Sjælland Inge Birch.
Det vundne udbud er en kontrakt på fire år med mulighed for forlængelse i yderligere to gange 12 måneder. Omsorg Sjælland har leveret hjemmepleje siden 2011 og er i dag til stede i syv kommuner på Sjælland, hvoraf flere ligger i Nordsjælland.
Derfor ser Inge Birch samarbejdet med Gribskov Kommune som en naturlig udvidelse i Nordsjælland.
”Det giver os mulighed for at dele faglighed, erfaringer og ressourcer på tværs af kommuner.”
Forud for opstart i Gribskov skal der findes en lokal base i kommunen, de rette medarbejdere skal rekrutteres, og der skal samarbejdes med kommunen om at blive klar til start. Og så skal kendskabet til Omsorg Sjælland udbredes til borgerne.
”Vi ønsker en stærk lokal forankring i Gribskov, så vi er tæt på de borgere, der vælger Omsorg Sjælland. Det vigtigste arbejde begynder nu. Tilliden skal vindes i mødet med den enkelte borger og i det daglige samarbejde med kommunen.”