Mød Line Brunvold, ny områdeterapeut i Omsorg Sjælland
Med næsten 20 års erfaring som fysioterapeut og leder træder Line Brunvold ind som ny områdeterapeut i Omsorg Sjælland – klar til at styrke helhedsplejen og skabe bedre livskvalitet for borgerne.

Line Brundvold, Områdeterapeut i Omsorg Sjælland
Med næsten 20 års erfaring som fysioterapeut og leder inden for rehabilitering og hjemmepleje er Line Brunvold nu trådt ind i rollen som ny områdeterapeut i Omsorg Sjælland. Hun starter på et tidspunkt, hvor den nye Ældrelov stiller krav om helhedspleje – en udvikling, hun ser som et markant fagligt løft for ældreområdet.
"Med Ældreloven tænker vi ikke længere i enkeltstående indsatser som 'træning' og 'pleje' hver for sig. Nu skal det hele ses i en sammenhæng – som en pakke. Det betyder, at vi kan skabe mere kontinuitet for borgeren, bedre koordinering mellem faglighederne og dermed en højere livskvalitet," fortæller Line.
I Omsorg Sjælland har man allerede taget skridt i den retning. Kontaktpersonsordning, faste teams omkring borgeren, tæt samarbejde mellem faggrupper og løbende borgerteamsmøder – som vi i dag faciliterer i Furesø Kommune – er en del af hverdagen. "Vi står helt klar til at bruge vores erfaring og organisering til at give helhedsplejen de bedste betingelser," siger hun.
Line blev uddannet fysioterapeut i 2006, drevet af en dyb interesse for menneskekroppen, sport og det at kunne hjælpe andre mennesker. Hun har arbejdet otte år på Rigshospitalets afdeling for rygmarvsskader i Hornbæk, hvor hun arbejdede med genoptræning af svært tilskadekomne patienter. Derefter fulgte ti år i Helsingør Kommune – syv år som leder for hverdagsrehabilitering, servicelovstræning og forebyggende indsatser, og de sidste tre år som distriktsleder i hjemmeplejen. Senest har hun været ansat i Rudersdal Kommune, hvor hun var med til at udvikle digital genoptræning.
Undervejs har hun taget lederuddannelse og en master i coaching med speciale i ledelses- og stresscoaching. Denne kombination af tung faglighed og stærke ledelseskompetencer gør hende i stand til både at løfte opgaverne i felten og udvikle organisationens strategiske arbejde med rehabilitering.
Som områdeterapeut har Line blandt andet ansvaret for at:
- Implementere Ældrelovens helhedspleje i Omsorg Sjællands fem afdelinger
- Skabe relationer til og sparre med social- og sundhedshjælpere (SSH’ere) i feltet
- Sikre samarbejdet med kommunerne og få opstartet nye træningsforløb.
Et mål for Line er, at der i hver afdeling skal være dedikerede træningsassistenter – og på sigt flere terapeuter, så fagligheden altid er tæt på borgeren. "Hjælperne er utroligt dygtige og oplagte til at varetage træningsopgaven. Min opgave er at understøtte dem, så vi sammen kan skabe de bedste betingelser for helhedsplejen," fortæller hun.
I Omsorg Sjælland oplever hun allerede en arbejdsform, der skaber trivsel og kvalitet: små, stabile afdelinger, tæt opfølgning, fleksibilitet over for borgernes ønsker – og en kultur, hvor alle tager ansvar. "Det giver faglig ro og arbejdsglæde – og det kan borgerne mærke, " afslutter hun.