Gå til hovedindhold

For Lissie gør fleksibilitet og god dialog en forskel i hverdagen som pårørende

Det kan være svært at være pårørende til en borger, der modtager hjemmepleje. Sådan oplevede Lissie Hansen det i starten, da hendes mand fik brug for hjælp. Fleksibilitet og en god dialog med den private leverandør Omsorg Sjælland gør en forskel.

Indhold

    Lissie Hansens mand blev fra 2012 til 2015 med et års mellemrum ramt af en blodprop i hjernen. Blodpropperne har betydet, at han har mistet førligheden i hele venstre side af kroppen, og at han har fået epilepsi. Derfor har han siden 2021 modtaget hjælp fra Omsorg Sjælland, der er en godkendt privat leverandør i Holbæk. Hver morgen får han hjælp til personlig pleje og til at komme i tøjet. Parret får desuden hjælp til rengøring.

    I starten havde Lissie Hansen det svært med, at hjemmeplejen kom i deres hjem.

    ”Det er jo vores hjem, selvom det også bliver en arbejdsplads, når de er her og skal udføre deres arbejde. Men jeg oplever, at de har en fin respekt for det.”

    Selvom det krævede tilvænning, synes hun, at samarbejdet med Omsorg Sjælland fungerer godt. Hun fortæller blandt andet, at medarbejderne kender hendes situation og de bekymringer, der kan følge med at være pårørende. Det giver også tryghed, at hun kan tilkalde hjælp, hvis hendes mand falder. Det sker ofte, og der skal to medarbejdere til at hjælpe ham op.

    ”De er meget omsorgsfulde, og flere af plejerne spørger mig jævnligt, hvordan jeg har det, og giver mig et kram. Det hjælper så meget.”

    Hun fremhæver også fleksibiliteten. Når hendes mand skal til træning, kommer hjemmeplejen tidligere. Det samme var tilfældet, da han en morgen skulle være på Gentofte Hospital klokken 7.30.

    ”Vi har en fin dialog, og de er meget fleksible, hvis vores behov ændrer sig. Det er meget vigtigt for mig som pårørende.”

    Dialogen med de pårørende er vigtig

    Hos Omsorg Sjælland lægger man vægt på et tæt samarbejde med de pårørende, når borgeren har givet samtykke til det, fortæller områdeleder i Holbæk Bettina Quaade.

    ”Det kan være en svær opgave at være pårørende, og derfor prøver vi også at være opmærksomme på, hvordan de har det. Nogle gange har de brug for at tale om deres bekymringer eller få hjælp til at finde ud af, hvad de skal stille op,” siger hun.

    Samtidig ser hun de pårørende som en vigtig ressource, fordi de kender borgeren godt og kan bidrage med viden om borgerens vaner, behov og baggrund.

    Når en ny borger vælger Omsorg Sjælland, bliver der holdt et opstartsmøde med borgeren og de pårørende. Her afstemmes forventninger til hjælpen, besøgstidspunkter, og hvor meget de pårørende ønsker at være involveret.

    Borgeren bliver typisk tilknyttet en til to kontaktpersoner, som indgår i et mindre team omkring borgeren. Det betyder, at det er medarbejdere fra teamet, der kommer i hjemmet og har kendskab til borgerens forløb. De pårørende opfordres samtidig til at tage kontakt, hvis der opstår spørgsmål eller bekymringer.

    ”Jo bedre et samarbejde vi har med de pårørende, jo bedre oplever vi, at plejen forløber, og at det bliver mere trygt for borgeren.”