”Det giver mig et kick, når jeg kan være med til at ’flytte’ en borger.”
Steffen Lindberg har altid arbejdet med mennesker. I dag gør han det i Omsorg Sjælland, hvor faste relationer, tillid og små og store fremskridt i borgernes hverdag er det, der driver ham.
Igennem 28 år arbejdede Steffen Lindberg som brandmand og ambulanceredder. På et tidspunkt fik han nok af blå blink og treholdsskift. Det var derfor på tide, at der skulle ske noget nyt. Én ting var han dog sikker på: Det skulle stadig handle om mennesker.
I en periode arbejdede han som vikar på et plejehjem, hvor hans søster var afdelingsleder, og her fik han øjnene op for ældreplejen.
”Jeg blev virkelig interesseret i ældreplejen. Ældre mennesker er jo grundlæggende unge mennesker, der har levet længere end os andre,” siger Steffen Lindberg.
Han tog uddannelsen til social- og sundhedshjælper og har gennem flere kurser specialiseret sig i demens, ældrepsykiatri, psykiske sygdomme og misbrug. Det er en viden, han bruger aktivt i dag i Omsorg Sjælland i Helsingør, hvor han har været ansat i syv år og især er tilknyttet borgere med demens og psykiske udfordringer.
Fra nysgerrighed til ansættelse
Det var lidt af en tilfældighed, at Steffen Lindberg blev ansat hos Omsorg Sjælland. Eller rettere, at han fandt ud af, at virksomheden eksisterer. En dag så han et hjerteformet logo på en bil med teksten ”Omsorg Sjælland”.
”Jeg syntes, at det var så flot og tænkte: ’Der er da virkelig nogen, der har tænkt sig om.’ Jeg gik ind og læste mere om virksomheden for at være sikker på, at det var et sted, jeg kunne se mig selv.”
Det blev starten på Steffen Lindbergs ansættelse i Omsorg Sjælland. Det, der især tiltalte ham ved Omsorg Sjælland, var en stor grad af frihed til selv at planlægge sin arbejdsdag, og at han ville få ansvar for en fast gruppe af borgere.
”Relationen betyder enormt meget. Især når man har med mennesker at gøre, som har mentale udfordringer. Der er det vigtigt med velkendte ansigter. Derfor tiltalte det mig, at jeg ville blive tilknyttet de samme borgere,” siger Steffen Lindberg.
Mere end praktisk hjælp
En af de borgere, Steffen Lindberg kommer fast hos, er 92-årige Inger Kongsted Christiansen. Hun bor i en villa i Espergærde, hvor han kommer to gange dagligt. Om morgenen og til frokost. Det har han gjort i to år.
Hos Inger Kongsted Christiansen er det andre behov, der fylder. Her handler besøgene blandt andet om hjælp til medicin, ernæring og en ugentlig hårvask. Men de handler også om den daglige snak. For Inger Kongsted Christiansen er, som Steffen Lindberg beskriver det, lidt af en selskabspapegøje.
Spørger man hende, hvad der betyder mest ved de daglige besøg, er det ikke den praktiske hjælp, hun fremhæver.
”Det er den personlige relation. Og at det er Steffen.”
Når noget rykker sig
For Steffen Lindberg er relationen helt central. Når han får nye borgere, begynder hans arbejde derfor altid med at opbygge tillid. Nogle gange tager det tid. Og han har oplevet forløb, hvor kontakten i begyndelsen kun kunne foregå på afstand, før borgeren blev tryg nok til at lukke ham ind.
Derfor betyder det meget for Steffen Lindberg at komme fast hos de samme borgere.
”Over tid lærer jeg deres behov, rutiner og humør at kende. Det gør det lettere at aflæse, hvordan de har det, og hvad der skal til for at give dem en god dag.”
Det er også her, hans motivation ligger. Når han kan være med til at ’flytte’ en borger. Det kan for eksempel være ved at hjælpe en borger med at genvinde en funktion, der var gået tabt. Eller når han på andre måder mærker, at hans arbejde gør en forskel i hverdagen.
”Det betyder meget for mig, når jeg kan være med til at give dem en god tilværelse. Og jeg bliver glad, når jeg kan se deres smil og glæde.”