Gå til hovedindhold

Bettina er social- og sundhedshjælperelev med alle sanser i spil

Som SSH-elev hos Omsorg Sjælland bruger Bettina både viden, intuition og nærvær i sit arbejde. Hun mærker, når noget er galt – og når hun skaber livskvalitet.

Indhold

    Bettina Mikkelsen er social- og sundhedshjælperelev hos Omsorg Sjælland

    Bettina Mikkelsen har antennerne ude, når hun træder ind ad døren hos en borger. Hun scanner rummet, lytter, lugter, observerer – og mærker hurtigt, hvis noget er anderledes end dagen før. Det er ikke tilfældigt. Som social- og sundhedshjælperelev hos Omsorg Sjælland er hun i fuld gang med at opbygge en stærk faglighed, der kombinerer viden, intuition og omsorg.

    “Jeg bruger alle sanserne, når jeg besøger en borger. Jeg scanner rummet, bemærker stemningen, lytter til vejrtrækningen og holder øje med små ændringer i både hjemmet og hos borgeren. Selv lugten i et rum kan fortælle mig, om der er noget, jeg skal reagere på,” fortæller Bettina.

    Bettina er én af dem, der mærker mennesker. Hun går roligt og reflekterende til sit arbejde, især når hun besøger borgere med demens. Her er det vigtigt ikke at forcere noget, men at være opmærksom på mimik, tonefald og kropssprog.

    “Jeg tager det stille og roligt, for hvis jeg har for meget fart på, kan det skabe utryghed. Jeg aflæser dem og tilpasser mig deres tempo. Det handler om at skabe en rolig og tryg ramme, ellers bliver de forvirrede” siger hun.

    Nogle gange er det dog de konkrete handlinger, der virkelig gør indtryk. Bettina husker tydeligt en mandlig borger, der gik besværet og foroverbøjet med stok og længe nægtede at bruge rollator.

    “Han ville ikke have rollator, for så syntes han, at det var et tegn på, at han var blevet gammel. Jeg foreslog det mange gange, og til sidst gik han med til at prøve. I dag går han rundt med rank ryg og et kæmpe smil. Han takker mig hver gang, jeg kommer. Det gør mig virkelig glad, for jeg kan se, at rollatoren har givet ham bedre livskvalitet,” fortæller hun.

    For Bettina har uddannelsen været et valg, der giver både faglig stolthed og personlig glæde. Hun har tidligere arbejdet som kosmetolog og selvstændig, men føler, at hun har fundet sin rette hylde i SOSU-faget.

    “Det her arbejde er berigende på så mange måder. Man lærer utrolig meget, man får viden og teori med, og man kan mærke, at man gør en forskel for andre mennesker. Det højner borgernes livskvalitet – men sandelig også min,” afslutter hun.